Lørdag den 29. august kl. 20
Tilbage til oversigten
Den fynske Opera
Alt godt fra sangens overdrev – en aften med Den Fynske opera
”Den Fynske Opera er som en af karaktererne i H.C. Andersens eventyr: Lille og visionær, skæv og særlig. En opera med progressive tanker og store drømme: Med en standhaftighed som Tinsoldatens, snilde som hos Lille Claus og med sang så skøn som Nattergalens kæmper operaen for at skabe ny opera på dansk”. ”At tænke anderledes og bryde konventionerne er en del af det repertoire, som operachef Jesper Buhl præsenterer på Den Fynske Opera”. ”Forestillingerne på Fyn er mere og andet end opera”.
Således kunne man læse i dagbladet Information (Katrine Sekjær) efter opførelserne af bl.a. La Bohéme i en totalteaterversion og Carmen i Albanibryggeriets tappehal.
Denne fanden - i-voldske og professionelle opsætning og udførelse af verdensoperaer for små midler er Den Fynske Opera. Vi får anledning til at høre ikke mindre end fire af operaens sangere med teaterchefen Jesper Buhl (basbaryton) i spidsen. Det er Kiki Brandt (sopran), Kristine Eiler Ernst (mezzo), Jan Lund (tenor) og Hanne Bramsen Buhl akkompagnerer. Vort publikum har gennem de seneste par år vist stigende interesse for at høre operatoner på Helnæs og også i år har vi formået Jesper Buhl at stille med et stærkt og endnu større hold fra vor lokale opera. En aften på sangens vinger.